10 oversete perler med Kim Larsen

10 oversete perler med Kim Larsen

‘Papirsklip’, ‘Kvinde min’, ‘Susan Himmelblå’, ‘Midt om natten’ og ‘Køb bananer’. Dem kender vi alle sammen. Ja, vi kender dem til hudløshed. Og det er dem, vi bliver ved med at vende tilbage til.

Kim Larsen, der fylder 70 i morgen, har skrevet så mange gode sange, at det i årenes løb har været svært at følge med. Så er det lettere bare at holde fast i hans hits. De gamle kendinge. Med en sangskriver af hans kaliber sker det let, at man stirrer sig blind på hans hits.

Og det er sådan set forståeligt nok. Det er en tryg følelse, men det er også en lidt kedelig følelse. For der gemmer sig masser af glemt guld blandt Kim Larsens efterhånden over tyve albumudgivelser. Kender du for eksempel historien om Ole Barfod? Eller hvad med Kalendervender Tage? Eller Larsens 2001-forsøg ud i engelsksproget boogierock? Nej vel. Her får du vores guide til 10 mere eller mindre oversete Kim Larsen-perler.

Uma Na Na (2003)

Jeg har altid tænkt, at det må være så vildt at spille i band med Kim Larsen. Tænk at stå i øvelokalet ved siden af en sangskriver, hvor de gode melodier nærmest falder ud af munden på ham. Og han får det til at lyde så let. Så har han igen sat tre akkorder sammen på en ny måde, skrevet lidt tekst til og 1-2-3 så har vi en endnu en lille, skøn popsang til samlingen. Et godt eksempel på det er ’Uma Na Na’ fra comeback-albummet 7-9-13. Sangen har han skrevet sammen med Kjukken-guitarist og tro følgesvend i de sidste 20 år, Karsten Skovgaard. Skovgaard har i den grad revitaliseret Larsen som sangskriver, men det vender vi tilbage til. ’Uma Na Na’ er ganske enkelt en perfekt popsang. Flabet, simpel, en anelse lallet og fuldstændig umulig at få ud af hovedet igen. Tilsat den helt rigtige dosis suppe, steg og is i omkvædet. I virkeligheden er det bare et hook (Kim Larsen der uimodståeligt nynner ”Uma na-na, uma na-na”), der er blevet blæst op til en sang. Men mere behøver man heller ikke. Tekst i et omkvæd? Hvorfor dog det!? Jeg nynner bare melodien. Klassisk Larsen i øvrigt. Lidt spoken-word (også klassisk Larsen) er der også til sidst, og så er den skid slået. Det er i øvrigt en fin titel til en kommende Larsen-sang. ’Så er den skid slået’.

Huset med de 100 døre (2006)

Et af mine yndlingsklip med Kim Larsen er fra den portrætsamtale DR2 lavede med ham og den nu afdøde forfatter og digter Klaus Rifbjerg. Her spiller Rifbjerg rollen som den finkulturelle og lidt arrogante digter, mens Larsen er den bramfri gadedreng, der elsker rock’n’roll, Bob Dylan og Eik Skaløe. Den slags forstår Rifbjerg sig ikke på, lader han Larsen forstå. Han er mere en jazz-mand. Men kærligheden til det danske sprog har de til fælles. Og nu forholder det sig sådan, at Rifbjerg har skrevet et digt med titlen ’Huset med de 100 døre’, og det synes Larsen er en fed tekst, så den sætter han musik til. Så mens Rifbjerg sidder og kigger lidt mistroisk til, hiver Larsen sin akustiske guitar frem og spiller en tidlig version af ’Huset med de 100 døre’, der endte med at komme med på albummet Gammel hankat. Igen er det slående, hvor let det tilsyneladende er for Larsen at skabe en god melodi ud af nærmest ingenting. Han skal bare lige have et enkelt cue – så er han stukket af.

Sød Symfoni (2012)

’Sød symfoni’ er fra Kim Larsens seneste udgivelse Du glade verden, der udkom i 2012. En vuggende, søvnig og meget charmerende vise, der fungerede som single for et album, der generelt fik lidt blandede anmeldelser. Men fordi Kim Larsen er Kim Larsen, er der altid et eller andet at komme efter. Husk det! Udover åbningsnummeret og antikrigssangen ’Bare for at gøre en forskel’ og den lystigt røvballerockende ’Så meget jord’ så er ’Sød symfoni’ ét af de små øjeblikke. En lille poetisk perle, der handler om noget så Kim Larsensk som at pjække fra skole for i stedet at leje en båd og sejle ud til Langelinje, ud og høre fuglene synge deres symfoni, der har toner indeni. Og jaja, det er hipperomantik, når Larsen synger: ”Og vi skulle ha’ været i skole, men vi når det nok en anden dag”. Men altså, han har jo ret. Vi når det nok en anden dag.

Gammel hankat (2006)

Titelnummeret på Gammel hankat, Kim Larsens 00’er-hovedværk, indskriver sig uden problemer blandt Larsens allerfineste sange. Ikke i mindst i kraft af den sprøde og organiske produktion, hvor man tydeligt fornemmer inspirationen fra Rick Rubins produktioner med Johnny Cash. Og som tidligere nævnt, så er det på Gammel hankat en Kim Larsen, der i den grad er revitaliseret som både sangskriver og sanger. I høj grad båret frem af kapelmester Karsten Skovgaard, der kan sin slide-guitar og americana-lyd til fingerspidserne. ”Så er det tid for en gammel hankat. At lukke sin dør og sige godnat”, synger Larsen, mens chain gang-trommerne rasler i baggrunden, og man ser for sig, hvordan den gamle rockmusiker slæber sig hjem fra endnu en aften med vennerne på Boogies i Odense. Bodegaromantik, når det er bedst!

Den første kærlighed (1988)

Der er det unikke ved Kim Larsen som popsangskriver, at overraskende få af hans sange handler om kærlighed. De handler også om kærlighed, men de handler ofte om alt muligt andet. Men når han så skriver om kærlighed, så rammer han som regel helt rent. Som her på ’Den første kærlighed’ fra 80’er-albummet Yummi, Yummi, og okay, det er måske et stretch at kalde det for et overset nummer, men lidt overset så? I forhold til andre store kærlighedssange fra hans hånd er det overset. I hvert fald er det et enestående nummer, pompøst og monumentalt i al sin vælde, der i opbygning og arrangement kan minde en del om Bruce Springsteens ’Tougher Than the Rest’, der udkom året før. En anelse lummert er nummeret også. Det er jo Larsen. Og det var jo i 80’erne. Det her er i hvert fald en skør tekst. God, men skør: ”Alle djævlene de flygter, gemmer sig og løber deres vej. Nattergalene de synger, himmelhvælvingen den åbner sig. Når han banker den ind og siger, mamma nu kommer jeg. Og hun smiler gennem tårer siger, du kender jo slet ikke mig”. Fra øm og naturromantisk kærlighedserklæring til überlummerhed. Sådan er Larsen også.

Det summer (2003)

Igen. Det burde ikke være så let. Men det er det åbenbart for Kim Larsen. Det lyder i hvert fald ikke svært at skrive en sang som ’Det summer’, men det er selvfølgelig det, der er hele kunsten. At få det til at se så legende let ud. Jeg forestiller mig, at Kim Larsen en dejlig, doven sommeraften har kysset hustruen farvel, har taget sin fiskestang under armen og er cyklet ned til åen for at fange sig en fisk til aftensmaden, og mens han sidder der, kommer den her sang så dryppende til ham. Og så opstår de her næsten provokerende tilbagelænede og henkastede linjer: ”Det summer og det summer hele sommernatten lang. Sidder her alene med min fiskestang. Fanger ikke noget, det gør ikke noget. Tak for ikke noget, tak i lige måde”. Selv Piet Hein ville have været betænkelig ved at kalde den slags banale småtterier en sangtekst, men Kim Larsen er ikke Piet Hein. Han er Kim Larsen, og så rimer ’lang’ på ’fisketang’.

Ole Barfod (1992)

Kim Larsens største kommercielle fiasko er eftersigende albummet Wisdom is Sexy, og det kan da godt være, men jeg elskede det stadig, dengang jeg som 10-årig fandt det i min fars CD-samling. Især elskede jeg sangen om ‘Ole Barfod’, et hysterisk og infernalsk popnummer med en intro, der lyder som om nogen kaster en lirekasse ned af trappen. Men altså, den der melodi ik! Den sidder, hvor den skal, og Kim Larsen leverer Jacob Haugaards fjollede tekst om Ole, der ikke vil have sko på, med både flabethed og præcision i de bredmundede fraseringer. Fladpandet? Ja! Super dumt? Ja! Helt vildt godt? Ja! Som bonusinfo skal det nævnes at selve finkulturens bannerfører, dengang en ung Lars von Trier, instruerede de videoer, der blev lavet til albummets to singler ’Danas have’ og ‘Leningrad’.

Kalendervender Tage (2008)

Der har altid være noget barnligt over Kim Larsen. I tekst, melodi og facon. Kim Larsen er gadedrengen, der nægter at blive helt voksen. Han er Rasmus Modsat, der altid gør det modsatte af, hvad de voksne fortæller ham er det rigtige. Og børn elsker Kim Larsens sange. Sådan er det bare. Melodierne og teksternes umiddelbarhed taler til dem. Og så skal man ikke glemme, at Kim Larsen som oftest synger alle sta-vel-ser-ne. Det er noget, man kan forstå, når man er tre år. Og når man er 32 år skulle jeg hilse og sige. Og tydeligvis også, når man er næsten det dobbelte. Da Kim Larsen var 63 indspillede han i hvert fald det sidste album i sin Glemmebogen-trilogi. Glemmebogen for børn var 16 børnesange – både klassiske og mindre kendte. I hænderne på Larsen fik de nyt liv, og havde pludselig en klang og arrangementer, så både børn og voksne kunne holde ud at lytte til dem. En af de bedste på albummet er den snappy blues-version af Halfdan Rasmussens historie om Kalendervender Tage.

Til dem (1989)

”Gasolin, du. Det var i Gasolin, at Kim Larsen var rigtig god”. Sådan sagde de voksne i min generation altid, og det kunne da måske godt være, men os, der var børn af 90’erne, vi kunne bare virkelig godt lide Kim Larsens nye band Bellami og især albummet Kielgasten. Sange som ‘Dengang da jeg var lille’, ‘Flyvere i natten’, ‘Soldaterkammerat’ og ‘La det rokke la det rulle’. Dét var musik. Sansemættede fortællinger fyldt med længsel og nostalgi. Store og ukendte følelser, når man er 8 år, men vi kunne jo mærke det. Det der bankende hjerte for tiden, der havde været engang, og som nu var forsvundet for altid. Eller lyden af flyvere i natten over et mørklagt København. Albummet indledes med den instrumentale ‘Til dem’, hvor et kirkeorgel slår de episke temaer an. Det er storslået, smukt og højstemt, og som lytter fornemmer man, at noget stort er under opsejling. Det er i øvrigt en fin en gestus, at Minds of 99, på deres nye fremragende album Liber, indleder med et nummer med samme titel.

Come (2001)

Kim Larsen har flere gange forsøgt sig på engelsk, mest vellykket på ’This Is My Life’ fra Gasolin-albummet Efter endnu en dag, men i 2001 var den så gal i igen. Weekend Music var endnu en omgang med Larsens særlige variant af valbyengelsk, og selvfølgelig fik albummet dårlige anmeldelser. Det er da heller ikke meget andet end et frikvarter, som måske skulle være blevet i øvelokalet, men ikke desto mindre er sidste nummer ’Come’ en fint arrangeret og let svævende popsang, hvor Larsen lyder lidt som U2 og meget lidt som sig selv. Som sagt, der er altid noget at komme efter på et Kim Larsen-album. Nogle gange skal man bare spidse ørerne lidt mere end normalt.

Foto: Morten Rygaard