Mig og mit lydspor: Goldie Chorus

Mig og mit lydspor: Goldie Chorus

Sidste års debut-EP Marble Ocean bragte danske Goldie Chorus frem på den danske musikscene. Dreampop-trioen er nu aktuel med deres anden EP, Second Youth, der er indspillet på ægte DIY-manér i øvelokalet og i hjemmestudiet.

Second Youth åbner med nummeret “To Be or Not to Be”, som lyder som en slæbende kinddans, der omringes af 80’ernes særlige synth-vibe.

Og med numre som den letbenede “In the Fields” og singlen “I’m Your Man”, hvis bas-synths, skæve rytmer og funky guitarlinjer holder lytteren til ilden, er Goldie Chorus’ EP en lille skattekiste af svævende og drømmende new wave-pop med stor fokus på 80’ernes auditive kendetegn.

I forbindelse med den nye EP har sanger og sangskriver Emil Davidsen sat sig ned og lavet en playliste med sange, der har haft en helt særlig betydning for ham.

*  *  *

Hvilke af dine egne sange, nyder du mest at spille live? 

Jeg vil nok mene, at “I’m Your Man” er den sang, jeg nyder mest at spille live. Det er en forholdvis simpel sang, og jeg har derfor et stort overskud til at nyde kontakten til publikum og til bandet.

Hvilken sang på den nye EP var sværest at skrive?

Jeg ved ikke helt hvilken sang, der har været sværest at skrive, men “Struggling Hearts” var nok den, der tog længst tid. Jeg var ret omtumlet i den periode, jeg skrev de fleste sange til Second Youth, så det blev ret hurtigt til et had-kærlighedsforhold til de sange, jeg skrev. Specielt til “Struggling Hearts”.

Et nummer der i sin tid gav dig lyst til selv at lave musik?

The Beatles’ “Strawberry Fields Forever”. Alt i den sang taler til mig. Den er fantastisk både melodisk og lyrisk, og så elsker jeg universet, der bliver bygget op. Hele grundstammen i sangen er uovertruffen, og de mange skæve indslag bidrager yderligere til, at sangen går fra at være en “sang” til at være et værk. Et absolute mesterværk.

Et nummer der har inspireret dig i arbejdet med dine nye sange? 

I de perioder, hvor jeg arbejder intenst på nye sange, lytter jeg faktisk ikke så meget til andet musik (desværre), og når jeg endelig gør, så er det en blandet landhandel. Så jeg kan ikke ikke rigtig komme med et specifikt track, som har inspireret mig mere end andre. Nu er det efterhånden et halvt år siden jeg færdiggjorde EP’en, så jeg kan heller ikke huske, om der var noget specielt, jeg lyttede til mere end andet, og som som sådan inspirerede mig. Jeg kan dog huske, at jeg var meget betaget af nummeret “God’s Whisper” med Raury.

Et nummer der ændrede din opfattelse af, hvordan musik kunne eller skulle lyde?

Jeg kan nok desværre ikke nøjes med et nummer her. Min umiddelbare indskydelse vil nok være alle numre fra Currents med “Tame Impale. Genren er som sådan ikke ny for mig, men blandingen af soul og R&B-pop og så Kevin Parkers produktion, melodier og stemning har åbnet mine øjne på ny. Et andet bud kunne være nummeret “Yaz Gazeteci Yaz” med Selda. Alt det eksotiske fra mellemøsten blandet med super funky rock fra 70′erne.

Et nummer der er godt at høre i tourbussen?

MGMTs “Congratulation”. Svaret er egentligt baseret på et minde, jeg har fra en tur fra Hamborg til Berlin en sen nat. Vi havde spillet i Hamborg og besluttede os for at forsætte til Berlin samme aften. “Congratulation” (spillet dejlig højt) var intet mindre end fantastik til en sen nat på de tyske motorveje i en stationcar med tre af de bedste mennesker, jeg kender.

Et af de bedste numre du har hørt live? 

Hvis jeg skal nævne en sang, så er det Connan Mockasins “I Wanna Roll With You” (Bremen Teater, 2014). Det er nok den bedste koncertoplevelse, jeg nogensinde har haft.

Et godt nyt nummer du lige har opdaget?

Jackie Chans “Love Me”. For det første så havde jeg ingen ide om, at Jackie Chan havde lavet musik, før jeg så denne sang i et post på Facebook. Sangen er rent faktisk virkelig god.

Et nummer du er flov over at elske?

Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om en sang, jeg er decideret flov over at elske i skrivende stund.

Et godt nummer til at sparke en fest i gang?

Julio Iglesias – “Moonlight Lady”.

Et nummer du ville ønske, du selv havde skrevet?

“Heroes” af David Bowie for nu at vælge en. Jeg vil rigtig gerne have været inde over det meste af David Bowies, The Beatles’, Beach Boys’, Michael Jacksons og mange andres musik. De nævnte kunstnere har alle været pionerer inden for den moderne musik, og det tiltaler mig i høj grad.

Et nummer som du vil give til din værste fjende?

“Kalinka” med Infernal. Det første, der faldt mig ind, da jeg så spørgsmålet, var Infernal, og så var det jo bare at søge på Youtube for at finde et specifikt nummer. Jeg er sikker på, at Infernal taler til nogle, og at de er dygtige til det, de gør. Jeg tror bare aldrig helt, jeg lærer at forstå det.  

Et nummer med en tekst du er særlig glad for? 

George Harrisons “Isn’t It A Pity”. Det er en smuk og meget simpel tekst, som behandler nogle emner/problemer, som er vigtige for opfattelsen af hinanden som mennesker. Teksten holdes tæt ved jorden og bliver på intet tidspunkt patetisk og for højtflyvende, og det kan jeg specielt godt lide.

Et nummer du altid kan vende tilbage til? 

Here We Go Magic og nummeret “Fangela”. Det er bare et helt vildt godt nummer.

Et nummer der kan give dig tårer i øjnene?

Fleet Foxes med “Blue Ridge Mountains”. Jeg var som mange andre også dybt fascineret, da Fleet Foxes kom med deres første album. Min bror havde sendt pladen i et brev med en note om, at jeg skulle sætte mig ned og lytte til hele pladen i et par headphones, hvilket jeg gjorde på trods af, at jeg skulle i skole. Måske var det kombinationen af brevet, som jeg blev så glad for, og så den helt fantastiske lytteoplevelse jeg havde, men en tårer eller to kom der. Siden hen giver det mig bare rigtig mange good vibes, når jeg hører den plade.

Et nummer der minder dig om din barndom?

The Doors’ “Love Street”. Jeg er nok blevet påvirket en del af min ældre bror i en tidlig alder, og jeg var inkarneret The Doors-fan tidligt i mit liv. Jeg har minder om, at jeg og en kammerat i en længere periode cyklede ud i skoven og oversatte Jim Morrisons digte, blandede blod og røg papir. “Love Street” har altid givet mig noget specielt.

Bedste nummer når du er forelsket?

Temples – “Move With The Season”. Smuk og inderlig og samtidig giver den mig en følelse af at være i live og cruise derud af i en kærlighedsrus. Jeg så en Temples-koncert på Primavera Festival i Barcelona for et par år siden i silende regnvejr, og det var en intens og kærlighedsfyldt affære.

*  *  *

Hør hele lydsporet og Goldie Chorus’ EP i WiMP