Jonas: 10 sange der ændrede mit liv

Jonas: 10 sange der ændrede mit liv

Jonas’ dansksprogede debutalbum Først Til Sidst er solidt plantet i soulmusikken og R&B.

Han inddrager ligeledes elementer fra den elektroniske musik til at skabe et eftertænksomt og meget direkte album. Gaffa har netop givet Jonas’ album 5 ud af 6 stjerne, og skriver bl.a:

“Der er lækre harmonier – hør bare “Langt Fra Her” – der er inspiration fra dancehall og mellemøsten, der er momenter, hvor det lige så godt kunne være The Weeknd, bare på dansk, men mest af alt er der meget Jonas.”

I forbindelse med sin albumudgivelse fortæller Jonas her om 10 sange, der ændrede hans liv i og uden for musikken.

*  *  *

1. “Fed Rock” – Shu-Bi-Dua
Hvis vi skal starte helt fra begyndelsen, må Shu-Bi-Dua være noget af det første, jeg hørte på min kassettebåndoptager på mit drengeværelse som 5-6 årig. Jeg lavede et trommesæt af min mors vaskepulver-tønder og prøvede at spille med på sangene. “Fed Rock” var én af sangene, jeg spillede som 11 årig i mit første band, Legoland Efter Lukketid.

2. “Blueberry Hill” – Fats Domino
Min far havde en kæmpe LP-samling og min mor en meget lille. Sjovt nok var det én af min mors soul-opsamlinger, som blev noget af det første, jeg virkelig lyttede til. Den her sang gjorde et stort indtryk på mig.

3. “Hard Times” – Ray Charles
Den smerte, Ray udtrykker i den her sang, rammer mig som en hammer i hjertet, selvom det ligger meget fjernt fra en bleg dansk teenagers liv. Jeg vidste ikke, at musik kunne gøre sådan noget ved mig.

4. “(Hey You) The Rock Steady Crew” – Rock Steady Crew
Det er egentlig ikke en særlig fed sang, men det var det første stykke vinyl, jeg selv købte, da jeg fik mit eget stereoanlæg. Jeg startede med breakdance, graffiti og rapmusik i 1983 – og jeg var faktisk én af de bedste “breakere” i Esbjerg på et tidspunkt.

5. “Knocks Me Off My Feet” – Stevie Wonder
Stevies Songs In The Key Of Life var den første plade, jeg stjal fra min fars samling (jeg tror, jeg stadig har den). Det er nok den plade, der har betydet mest for, hvordan jeg synger i dag (plus alle andre R&B-/soul-sangere). Denne sang var én af mine favoritter. Sidste år havde jeg fornøjelsen af en lille intim middag med Stevie og hans datter Aisha på Indian Palace i København. Det er en længere historie, som jeg hellere må gemme til en anden dag…

6. “Pull Me Under” – Dream Theater
Mange af mine teenageår gik med at spille heavy metal, have langt hår og gå i læderbukser. Vi havde et progressivt metalband, der hed Eidetic, hvor vi prøvede at efterligne heltene i Dream Theater. Denne sang var én af de eneste coversange, vi spillede – og lyttede til en million gange!

7. “Let Love Rule” – Lenny Kravitz
Det første album med Lenny (Let Love Rule, 1989, red.) boede fast på min pladespiller i gymnasieårene. Vi ville gerne være ham. Det hjalp også ret godt med at score damer, når vi tog vores hippietøj på og spillede den her.

8. “Bump n’Grind” – R. Kelly
Jeg var med helt fra starten af new jack swing-bølgen, som Teddy Riley (Blackstreet, Michael Jackson m.fl.) var bannerføren for. R. Kellys 12 Play-album gjorde mig for alvor forelsket i den (på det tidspunkt) nye R&B-bølge. Herefter dannede vi gruppen Jonz og bevægede os ud i noget, der var heftigt inspireret af denne lyd.

9. “Head” – Prince
Hjemme hos min bedste ven, sneg vi os ind til hans storebror og hørte det sidste nye fra USA med en meget fræk og noget androgyn ung herre ved navn Prince. Det var, inden han blev stor og mainstream herhjemme. Ren sex på vinyl. Jeg har været kæmpe fan lige siden.

10. “One Mo’gin” – D’angelo
D’angelos første album Brown Sugar var skelsættende. Men Voodoo-albummet er efter min mening den bibel, som de fleste af de live-musikere, der spiller soul i dag, er formet af. Efter dette album kom, skulle alle prøve at lyde og spille på den måde. Groovet i denne sang understreger tydeligst spillestilen. Synes hans nye album (Black Messiah, 2014, red.) er lidt kedeligt, men det her bliver jeg aldrig træt af at lytte på.