Johnny Madsen & Chief1: “Spil musik for helvede!”

Johnny Madsen & Chief1: “Spil musik for helvede!”

”Johnny og jeg er meget enige om, at så længe folk elsker musik, så er det jo bare et spørgsmål om at finde hen til dem.”

Sådan åbner Chief1 ballet, da vi har sat os i den brune sofa i producerens studie i Vanløse. Snakken falder med det samme på streamingtjenester og det øvrige digitale marked. Johnny Madsen sidder til venstre for sofaen og tænder interviewets første cigaret. Scenen er sat, og vi er klar til at tale om det nye album, Godt Nyt.

Det første, der slår en ved Madsens nye album, er, hvor langt det musikalske landskab spreder sig, hvor hurtigt melodierne indprenter sig, og hvor sumpede (på den gode måde), hvor frit og hvor sprødt lydbilledet fremstår. Albummets lydside lyder som musik, der bliver spillet af rigtige mennesker i et rigtigt rum.

Og inden nogen anklages for at lyde som en nostalgisk og tilbageskuende gnavpot, skal det siges, at tekstuniverset derimod kløver sig gennem et nutidig og tidstypisk kalejdoskop af Twitter-konti, Dior-accessories, tapas-restauranter og jyske konditorier. Dermed sagt, at:

Godt Nyt rammer den perfekte balance mellem det traditionelle og det progressive.

Efter flere gennemlyt udfolder albummets sig til at fremstå som et modsvar til de mange dommedagsprofetier, der bliver kastet ud i offentligheden fra forskellige nyheds- og informationskilder. Og ved et endnu nærmere lyt bliver pladens omdrejningspunkt sangen ”Aldrig Mere”, der er dedikeret til Madsens spæde datter, som for mange år siden døde kun tre måneder gammel. Godt Nyt er måske Madsens stærkeste album til dato – både tekstmæssigt og lydmæssigt – og i forbindelse med den nye udgivelse har vi taget en snak med Madsen og producer Chief1.

*  *  * 

Fortæl mig om det nye album, hvordan vil du sige det passer ind i dit musikalske katalog?

Johnny: Det passer ikke rigtigt ind i mit katalog, og det er også meningen. Kineserene har en farve, der hedder dronningefarven i et billede, ik? Og det er et spørgsmål om, hvorvidt det er den blå farve eller den røde farve. Og jeg synes ret hurtigt, vi fandt dronningefarven i dette album. Det var især Chiefs lyd, som fascinerede mig, og Chief tog jo udgangspunkt i mine ord, så vi fandt hurtigt et psykisk fodslag og bevægede os steder hen, som var de rigtige steder i forhold til det, jeg havde tænkt, og det jeg havde skrevet. 

Kan I fortælle lidt om den kreative dynamik, I har haft på albummet?

Chief1: Ordet respekt er sådan et underligt ord, fordi det kan være positivt men også negativt. Men respekt i denne henseende har været meget vigtigt. Det har været en form for menneskelig respekt. Som producer skal man altid bestræbe sig på, at få den, man arbejder med, til at lyde som sit allerbedste, men samtidig også som sit ærligste. Jeg skulle i virkeligheden finde ud af, hvor Johnny var rent musikalsk, og da jeg modtog 15 akustiske demoer fra ham, blev det meget tydeligt (og meget rørende i øvrigt), at man skulle tættere på ham, end man nogensinde havde været.

Vi indspillede pladen i Lundgaard Studios, og jeg fandt hurtigt ud af, hvorfor det skulle være der: Det er nemlig det eneste studie i verden, hvor man efterhånden stadig må ryge (griner). Men derudover var det vigtigt for os, at man kan høre, det er et rum, pladen er optaget i. Det må gerne lyde lidt sumpede, da det sexede i musik ofte ligger nede i bunden.

Kan I fortælle mig, hvordan nummeret ”Godt Nyt” og samarbejdet med Johan Olsen (forsanger i Magtens Korridorer) blev til?

Chief1: Jeg gik i Rødovre Centrum, og JOF (Jens Ove Friis, red.) ringede. Jeg ved ikke, hvordan fanden vi kom ind på det, men det var helt naturligt, at Johan Olsen var det første navn, jeg nævnte. Så vi ringede til ham, og han blev beæret og kom op til os og indspillede sin vokal. Det var slet ikke et valg mellem 1000 navne, det skulle selvfølgelig være ham. Johnny og Johan har begge en særlig rørstrømsk energi, så det var ligesom skrevet på væggen.

Angående sangen ”Twitter” kan I så fortælle om jeres forhold eller måske snarere jeres ikke-forhold til de sociale medier? 

Johnny: “Twitter” er en anti-naturalistisk sang, som handler om – som jeg synger – at i stedet for at mødes på Sunset Boulevard, så mødes vi over nettet. Jeg fandt ud af, da sms’en kom – som, jeg synes, er genial – at man ikke længere behøvede at kigge folk i øjnene. Det var perfekt, når man eksempelvis slog op med en pige (griner)… Selvom det som regel var omvendt. Men det er altså en art anti-naturalistisk form for øje-til-øje-relation, “Twitter” handler om.

Chief1: Der er også en masse, der ikke bliver sagt, hvilket bl.a. er det, jeg elsker ved den sang. For du kunne sagtens have lavet en “løftet-pegefinger-sang”, men der er ingen pegefinger her.

Johnny: Overhovedet ikke!

Chief1: Men det er, som om alle folk fatter pointen. Du maler så meget på virkeligheden, at du til sidst ikke ved, hvad der er virkelighed. Du ved, jeg skriver sammen med folk, hvor jeg ser på deres profilbilleder, hvorefter jeg ser dem i virkeligheden og tænker: Hold da kæft, du er godt nok god til at ligne Arnold Schwarzenegger på det her billede (griner).

Johnny: Men der er ingen morale i sangen. Jeg synes, det er fint, at folk gør, som de gør. Og det er selvfølgelig en udvikling, der er helt naturligt. Den kan slet ikke undgås.

Kan I sætte nogle ord på albummets mest sårbare sang ”Aldrig mere”?

Johnny: Grunden til, at jeg skrev i cd-coveret, at sangen er til min datter, er, fordi der er så mange, der fortolker mine sange, og så er den fortolkning i hvert fald ude af verden. For den er skrevet til hende. Men man skal lige forstå, at man som sangskriver eller lyriker kommer ind i en særlig verden, hvilket jeg gjorde for første gang en del år siden. Man knækker en kode og kommer på en måde ind i en anarkistisk åndelig verden. Og jeg vidste, da jeg kom ind i den verden, at det var et spørgsmål om tid, før jeg skrev eksempelvis Udenfor Sæsonen (1988). Og det hænder af og til, at man kommer ind i denne verden – forskyldt eller uforskyldt – og jeg sad en nat og kiggede på stjerner, hvor jeg pludselig kom ind i den verden. Derefter tog det mig en halv time at skrive den sang, og der kunne ikke rettes på den bagefter.

Chief1: Den blev på en måde sendt til dig?

Johnny: Det var i hvert fald nogle ordentlige kræfter, der kom et eller andet sted fra. Jeg ved godt, at det er svært at argumentere for, men jeg kender følelsen, og det var en sang, der skulle skrives. Men sangen indeholder både sorg og glæde, og på en måde er det ikke en sang om min datter, selvom det er en sang om min datter. Der er jo altid nogen, der har mistet noget eller nogen, hvilket ligeså godt kan høres i sangen. Det er en universel sang, hvor faren sidder og tænker: Hvor er du nu henne?

Nu er jeg selv Berlingo-mand, og jeg er nødt til at spørge indtil sangen “Puerto Banûs”? 

Johnny: Hvis man kender Puerto Banûs, så ved man, at der kun er en vej igennem, og det er måske den rigeste gade i Europa. Der kører kun Lamborghini’er og Bentley’er der, og jeg sad dernede og tænkte: For satan du, jeg sender sgu en Berlingo ind for at vise, at du kan drukne i Dollars og alligevel aldrig have råd. Det bedre folks småtbegavede sønner kører nemlig rundt dernede i en Berlingo uden selv at vide det. Men det er ikke en socialrealistisk sang om, at de rige skaber sig tosset, og de fattige bare sidder og ser på. Det er det overhovedet ikke, det interesserer mig ikke. Det er ikke en løftede pegefinger, det er blot situationen.

Jeg tror, det er i Slægten (roman af Gustav Wied fra 1898, red.), hvor herremanden går amok og smadrer alt. Og så kommer der en og rydder op. Her vil socialrealisten sige: “Her kan vi se, hvordan overklassen smadrer det hele, og så kommer underklassen og rydder op.” Men med den scene vil Gustav Wied sige: Hør her, kære venner; ikke nok med at der findes én idiot, der smadrer det hele, der kommer kraftedme en idiot bagefter og rydder det hele op.

Chief1: Teksten til “Puerto Banûs” er fantastisk. Der er generelt så stærke billededannelser på denne plade, at man får lyst til at lave en film til hver sang.

Johnny: En sang er jo egentlig en lille spillefilm på 3 minutter. Hvis du bruger et ord som solopgang, så sætter lytteren sit eget billede af en solopgang ind i teksten. Hvis jeg derimod siger:

”Taxa-Villy spiller å si’ blå violin
Og Myrna synger hoochie-coochie woman
En hobby-hindu vælter sig rundt i billig vin
En danser danser tango kun for sømænd”

(Fra sangen: “Chinatown, yellow moon og den sorte fugl”, 1987, red. )

Så kan du sætte dit eget billede ind for ordet  sømænd, men det er ligesom mig, der skal forære jer resten af billederne, ellers sætter I bare jeres egne billeder ind. Allan Olsen og jeg havde i gamle dage en tyk bog med ord, man aldrig måtte bruge i en sang. Når jeg i dag lytter til andre danske kunstnere, lyder det næsten som om, de konsekvent bruger den bog som opslagsværk (griner).

Jeg hører mange forskellige stilarter på albummet. Hvorfor den store genremæssige adspredelse? 

Johnny: Musik er jo landeløs, og genrer har intet hjemsted. Det er det, man putter i gryden, man koger supper på, og ja, jeg har taget lidt folk og lidt rock n’ roll. Men når man rører rundt i gryden, får man mange forskellige slags supper. På den måde får man den røde tråd, fordi man sammenkoger noget lydmæssigt og noget rummæssigt, som bliver båret af ordene og båret af musikken. Der er måske også lidt højskolesangbog i nogle af sangene. Lige umiddelbart kan jeg ikke høre death metal, men det skal nok være der et eller andet sted.

Chief1: Det er også et spørgsmål om at være åben. Jeg trives i miljøer, hvor der ikke er genrer, hvor der ikke er målgrupper og alt det der pis. Men hvor vi er pisseglade for at lave musik. Det er nogle skidegode musiker, der spiller på pladen, og som kunne justere sig på sekundet.

Vi var enige fra starten om, at albummet skulle være et værk. Og når man vil lave et værk, har jeg en tendens til at tænke, hvor har vi ikke været henne? Og skal vi gøre det? Uden at det selvfølgelig skal blive totalt diffust, hvor der ikke er en rød tråd. Kunsten at lave noget forskelligt, hvor der samtidig er en rød tråd.

Og det er meget musikernes skyld, at det kunne lade sig gøre. Og så også at jeg sørgede for, at de ikke tænkte for meget over, hvad de lavede, men bare spillede. De fik så meget arbejde, at de ikke nåede at tænke over, hvad de lavede. Det var lidt min taktik (griner).

Johnny: Man kan jo dissekere en fugl så meget, at den til sidst ikke kan flyve. Det var sjældent, vi var uenige om noget, og det var også styrken og grunden til, at det gik så galant. Og selvfølgelig var det også en fordel, at musikerne ikke havde den store taleret. Den arbejdsgang var fantastisk: Spil musik for helvede, hvis vi har brug for en filosof, så ringer vi. Og jeg fik ikke øje på mange filosoffer i det band (griner).